Scenevant socialisme: Peter Laugesens og Jóanes Nielsens smukke fejltagelser

Scenevant socialisme

Den politiske aktivisme (herunder anarkismen, situationismen) og det performative som begreb knyttes sammen i en undersøgelse af Peter Laugesens og Jóanes Nielsens både ældre og nyere digte.

Peter Laugesen og Jóanes Nielsen debuterede begge for mange år siden. Peter Laugesen i 1967, stærkt påvirket af den modernistiske avantgarde, herunder situationismen, hvis internationale under ledelse af Guy Debord han en overgang var medlem af. For situationisterne gjaldt det om at skabe situationer, bruge byrummet, nedbryde modstillingen af kunstner vs. publikum/tilhørere/tilskuere, undgå kategoriseringer. Jóanes Nielsen debuterede i 1970’erne med sin første egentlige udgivelse i 1977. Han havde på det tidspunkt været aktiv i politiske bevægelser på venstrefløjen i flere år, deltager i happenings og teaterarrangementer, erklæret kommunist og hyppig og særdeles afholdt taler ved protestmøder, hvor der også indgik digte – hvilket der stadig gør. Som hos Laugesen har mange af Nielsens digte den proklamerende og appellerende form, som vi kender fra taler. Nielsen kan fx bruge sproglige performativer som ”Længe leve”, ”Jeg kalder på dig” el. lign. Der er en bestræbelse i teksten på at nå direkte ud til læseren eller tilhøreren og engagere, involvere. Både Nielsen og Laugesen digte er derudover performative i den forstand at de til stadighed knytter sammen eget liv, krop og digtning. Kroppen er det sted, de digter fra og nogle gange også det, som de digter om, og det sker her og nu. Dermed træder de frem i digtene som udgaver af sig selv i forskellige situationer og i forskellige former med kroppe, der med tiden forandres. I forbindelse med Århus festuge i 2011 udgav Laugesen og Nielsen sammen digtsamlingen Smukke fejltagelser.

Nøgleord: situationisme, anarkisme, det performative, modernisme, Jóanes Nielsen, Peter Laugesen, Guy Debord, Nicolas Bourriaud