Ensidig løsrivelse reguleres ikke af grundlovens § 19

Efter folkeafstemningen på Færøerne om løsrivelse fra Danmark 14. september 1946, hvor resultatet var 50,7 % tilslutning til løsrivelse og 49,3 % til Regeringens forslag, opløste den danske regering (formelt Kongen) det færøske lagting for angiveligt i strid med den dengang § 18 i grundloven (nu § 19, stk. 1) at have foretaget ensidige skridt til realisering af afstemningens resultat. Regeringen har konsekvent holdt på samme fortolkning siden, fra de færøske uafhængighedsforhandlinger i 2000 over til det færøske forfatningsprojekt mellem 2010 og 2017. En simpel læsning af § 19, stk. 1, vil imidlertid afdække, at Regeringens fortolkning er uden grundlag i grundloven. Som en undtagelse til, at den forfatningsretlige teori sjældent har forholdt sig udtrykkeligt til spørgsmålet, udtrykte Poul Andersen klart i sin forfatningsretlige fremstilling fra 1944, at den daværende § 18 i grundloven forudsatte Regeringens (formelt Kongens) disposition, og at bestemmelsen var uvedkommende for andre former for tab af territorium, som folkeretligt kunne ske, så som erobring, løsrivelse, okkupation og hævd. Det er muligt at opstille andet grundlag for et forfatningsretlig forbud imod ensidig løsrivelse, f.eks. som en indfortolkning af enhed og suverænitet som bærende værdier bag grundloven. Sådanne alternative grundlag kan imidlertid let udfordres, først af det forhold, at den danske grundlovgiver explicit har forkastet forslag til bestemmelser, der fastsætter grundlovens territorium og statens udelelighed. Dernæst af den grund, at den danske grundlov har en ringe demokratisk legitimitet på Færøerne. Det færøske folk blev ikke oprindeligt spurgt om grundlovens eller folketingsvalglovens ikrafttræden på Færøerne, og de færøske vælgere har vist ringe interesse ved senere folkeafstemninger om grundlovsændringer, senest i 1953 alene 8,7 % af vælgerne på Færøerne imod 59,1 % i riget som helhed.