Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035

En generation af danskere har kunne vokse op uden frygt for krig i Europa og i en verden, der åbnede sig op. De kunne rejse frit over hele kloden og opleve, hvordan demokrati og menneskerettigheder vandt frem. De oplevede en historisk velstandsfremgang i Danmark og resten af verden.

For nutidens børn og unge tegner der sig en mere dyster fremtid.
Et nyt jerntæppe sænker sig over Europa efter Ruslands brutale angreb på Ukraine. Ruslands vilje til at bruge militær magt for at ændre grænser i Europa og søge at gennemtvinge en europæisk orden baseret på interessesfærer betyder, at hele Kongeriget står over for et væsentlig skærpet trusselsbillede. Det netværk af våbenkontrolaftaler og tillidsskabende mekanismer, der skabte stabilitet og forudsigelighed på vores kontinent, ligger i ruiner.

Ikke kun Europa, men hele det internationale samfund er i opbrud. USA har mistet sin position som verdens eneste supermagt og magtbalancen mellem stormagterne forskydes hastigt, ikke mindst på grund af Kinas opstigning. Samarbejde afløses af skarp konkurrence mellem stormagterne og FN, og de øvrige globale institutioner er svækkede. Atomvåbenarsenalerne vokser og kommer til at spille en større rolle i det globale sikkerhedspolitiske spil. Den stadig tættere integration af verdensøkonomien med komplekse forsyningskæder på tværs af landegrænser og tidszoner er bremset op. Vi befinder os på tærsklen til en ny epoke, hvor det regelbaserede internationale system afløses af et nyt. Hvor langt udviklingen vil gå i retning af en mere fragmenteret verdensorden, hvor magt betyder mere end ret og principper, er det for tidligt at vurdere. Retningen er dog desværre klar og sikkert er det, at det fremtidige internationale system bliver meget anderledes end det, vi har kendt siden afslutningen af den Kolde Krig.

Fremtidens skærpede stormagtskonkurrence vil få en anden karakter end under den Kolde Krig. For det første er den økonomiske integration mellem Kina og Vesten langt dybere end mellem den daværende Østblok og Vesten. Det betyder, at der fortsat vil være et samarbejdsspor inden for handel, klima og pandemier samtidig med en benhård konkurrence om kontrol med transportveje,
forsyningskæder, infrastruktur samt - ikke mindst - de teknologier, der fundamentalt kan forandre fremtidens militære kampplads. For det andet er Kina og USA ikke så globalt dominerende som Sovjetunionen og USA var. EU, Indien, Japan og en række mellemstore magter har en betydelig økonomisk og militær kapacitet og større handlefrihed end dengang. Dette vil meget sandsynligt føre til et mere flydende internationalt system med skiftende samarbejdsmønstre og flere stedfortræderkrige mellem stormagterne. En skarp opdeling af verden i demokratier og autokratiske lande kunne være et alternativ, men vurderes mindre sandsynlig.

Kinas opstigning som en stadigt stærkere og mere selvhævdende global stormagt vil påvirke europæisk sikkerhed. Ganske vist betyder den store geografiske afstand, at Kina ikke kan forventes at blive en konventionel militær trussel mod Europa inden 2035. Men fordi USA drejer sit strategiske
fokus mod Kina, vil Europa frem mod 2035 skulle levere en langt større del af både NATO’s forsvar mod Rusland og indsatsen mod terror og irregulær migration fra Mellemøsten og Afrika. Også i de 4øvrige dimensioner af trusselsbilledet vil Kina komme til at fylde mere. Kinas hastige udvikling og
militarisering af nye teknologier, og dets fortsatte bestræbelser på at få kontrol med kritisk infrastruktur og adgang til europæisk teknologi med lovlige og ulovlige midler vil presse Europa.

I lyset af de mangfoldige og markant skærpede trusler mod Danmark er det vigtigere end på noget andet tidspunkt siden afslutningen af den Kolde Krig, at vi er fast forankret i NATO og EU og har et tæt samarbejde med stærke allierede. NATO vil forblive fundamentet for Danmarks sikkerhed og verdens stærkeste militære alliance. Den skærpede trussel fra Rusland har udløst en markant styrkelse af NATO’s kollektive forsvar langs den østlige flanke mod Rusland. NATO’s reaktionsstyrker forøges fra 40.000 til 300.000. Medens NATO sikrer den militære afskrækkelse af Rusland, bidrager EU i mange andre dimensioner væsentligt til europæisk og global sikkerhed. Med de hurtige og markante sanktioner på Ukraine-invasionen trådte EU i karakter som geopolitisk aktør. EU-Kommissionens aktive engagement i den europæiske forsvarsdimension er et nybrud, som vil få stor betydning for opbygning af en effektiv europæisk forsvarsindustri. Store fælles EU-projekter kan give Europa mulighed for selv at levere strategiske kapaciteter, som før blev leveret af USA. Endelig har
EU påtaget sig en central rolle i forhold til forsyningssikkerhed, som får stadig større betydning.

Med den danske folkeafstemning om ophævelse af forsvarsforbeholdet og Finland og Sveriges beslutning om at søge optagelse i NATO, vil Norden for første gang i historien stå samlet som militære allierede i NATO og partnere i EU’s forsvarsdimension. Det åbner helt nye perspektiver for det nordiske forsvarssamarbejde. Samlet råder de nordiske lande over stærke militære styrker. Både EU og NATO vil forvente, at Norden ud over hovedansvaret for eget territorium vil bidrage til forsvaret af Europa med udsendelse af styrker til svagere NATO-lande og til stabiliseringsoperationer i Europas nærområde.
Færøerne og Grønland er en del af det arktisk-nordatlantiske sikkerhedspolitiske kompleks med stor betydning for den gensidige nukleare afskrækkelse mellem USA og Rusland. Grønland ligger midt i banen for interkontinentale missiler mellem Rusland og USA, hvilket i takt med forværringen af forholdet mellem de to stormagter har givet Pituffik (Thulebasen) fornyet aktualitet. Samtidig er Færøerne og Grønland vigtige for den strategisk vigtige maritime passage i havet mellem Grønland, Island, Færøerne og Skotland, som russiske ubåde og krigsskibe skal passere for at komme ud i Nordatlanten.

Den sikkerhedspolitiske situation indebærer en væsentlig forøgelse af Forsvarets opgaver frem mod 2035. Danmark skal yde mere til Vestens forsvar mod den militære trussel fra Rusland og til aflastningen af USA i Europa. Hovedopgaverne må forventes at blive fremskudt forsvar i Østersøregionen, herunder flere styrker på kort beredskab samt skærpet overvågning i Arktis og Nordatlanten. Forsvaret er forpligtet til at leve op til NATO’s styrkemål. Alene at nå de eksisterende styrkemål vil være meget dyrt og tidskrævende. De fremtidige styrkemål for Danmark må forventes forøget. Også fortsat støtte til Ukraine med bl.a. træning og våbenhjælp kan blive en ressourcekrævende opgave.

Klimaforandringer og demografi vil skærpe truslerne med udspring i svage og skrøbelige stater og maritim sikkerhed vil forblive vigtigt for Danmark som verdens sjettestørste søfartsnation. Samtidig er det sandsynligt, at vores allierede på sigt vil efterspørge danske militære bidrag til aktiviteter i Asien. Det kan derfor overvejes, om det danske forsvar bør have kapacitet til at udsende relevante militære bidrag til internationale operationer uden for Danmark og nærområdet. Selv med beslutningen om at øge forsvarsudgifterne til 2 % af BNP vil der dog blive mindre kapacitet til at deltage i sådanne operationer, og der vil skulle prioriteres endnu skarpere end tidligere.

Den hastige teknologiske udvikling vil kræve et betydeligt teknologisk løft af Forsvaret, hvis det skal forblive en relevant partner for vores stærkeste allierede. Dette løft kan samtidig være forudsætningen for, at Forsvaret med begrænsede udsigter til udvidelse af mandskabsstyrken kan løse de forøgede opgaver. Det skærpede trusselsbillede kan også kræve en styrkelse af den bredere samfundssikkerhed. Kongeriget skal kunne håndtere en bred vifte af voksende menneske- og naturskabte trusler som cyberangreb, fremmede staters påvirkning af politiske processer og udnyttelse af sårbarheder i kritisk infrastruktur, mangel på kritiske forsyninger, pandemier og ekstremt vejr.